Filmklubben: "Underverden" og "En uge og en dag"

Lørdag den 21. januar viser Filmklubben, i samarbejde med Cafe Biografen, det danske action-drama Underverden, samt den israelske film En uge og en dag.
Skaermbillede 2017 01 17 Kl 214300

Filmklubben lørdag den 21. januar.

Program:

Kl. 13.10: Underverden/Danmark/2017/1 time 49 min

Kl. 14.20: En uge og en dag/Israel/2016/1 time 38 min

Billetprisen er 50 kr. mod forevisning af medlemskortet, der er personligt.

Der kan i Cafébiografen købes 2 billetter per klubmedlem til hver forestilling.

Bemærk: Billet kan først købes fra torsdag kl. 14 i den uge, filmen vises.

Billet købes fredag, hvis du vil være helt sikker. Der kan ikke reserveres billetter.

Underverden

I den danske film 'Underverden' kører alt på skinner for speciallægen Zaid, der bor i en dyr lejlighed og venter sit første barn med kæresten Stine.

En dag bliver Zaid kontaktet af sin lillebror, Yasin, der desperat henvender sig for at låne penge. Yasin har været i kontakt med nogle kriminelle, og nu skylder han en stor bunke penge væk.

Zaid afviser lillebroren i døren, men kort efter findes Yasin banket til døde. Politiet er uden spor og ønsker i øvrigt ikke at grave dybere i sagen.

Overvældet af sorg, skyldfølelse og afmagt tager Zaid situationen i egen hånd, og den hævngerrige storebror igangsætter en voldsom selvtægtsmission i den københavnske underverden.

Filmen er et hårdkogt action-drama, der kan sammenlignes med Pusher i sin skildring af det kriminelle, københavnske miljø, men der er også hentet elementer fra superhelte af den mere realistiske art, især tv-serien 'Daredevil'.

'Underverden' er Fenar Ahmads anden spillefilm, efter han slog igennem med hiphop-dramaet Ækte vare for to år siden. Hovedrollen bliver spillet af Dar Salim. (copyright: kino.dk)

En uge og en dag

I det israelske drama 'En uge og en dag' har Eyal og Vicky mistet deres 25-årige søn Ronnie.

Ifølge jødisk tradition skal man sidde shiva i en uge når et familiemedlem dør. Men da sorgperioden er ovre reagerer ægteparret vidt forskelligt på tragedien. 

Vicky formår hurtigt at finde tilbage til hverdagens rutiner og genoptager sit job som skolelærer, mens Eyal ryger joints sammen med naboens søn Zooler.

Ægteparret må sammen forsøge at genvinde kontrollen over livet, selvom det bliver en hård kamp og bestemt ikke uden smerter.

'En uge og en dag' er instruktørens debutfilm, og det er sjældent med en israelsk film i de danske biografer. Senest var det dramaet Bjerget.