LærerBladet: Der er virkelig brug for uro

„Læringsregimet“ lukker skolernes, lærernes og elevernes horisont, mener pædagogisk filosof, Thomas Aastrup Rømer. Han ønsker mere kritik og ballade for at få folkeskolen tilbage på kundskabs- og dannelsessporet og læreren til at blive en kulturel og samfundsaktiv person, så der igen kan frigøres ideer og pædagogisk energi. Der bliver jo ikke anarki eller borgerkrig af den grund, siger han. -Kun en pluralitet af ideer.
Thomas Dsc 0771 Iso Medium

Døren ind til Thomas Aastrup Rømers lille og nøjsomme kontor på Institut for pædagogik og uddannelse på Aarhus Universitets Trøjborgafdeling er dekoreret med forsider fra bøger, han har skrevet, små tegninger og avisudklip.

Indenfor er der et skrivebord, en stol, en computer, stabler af bøger og en sammenfoldelig madras.  Sidstnævnte i tilfælde af, at den hårdtarbejdende filosof har brug for en velgørende morfar.

Han er myreflittig. Han underviser, og ord og sætninger, som andre filosoffer har skrevet, bliver registreret og gjort til genstand for empiriske undersøgelser og analyser.  Det, han forsker i og tænker og skriver om, skal ud og vekselvirke med andre forskere, med lærere og ikke mindst med folket.

Især det sidstnævnte adskiller ham fra mange af hans kolleger.  Rømer er en flittig bruger af sociale medier, hvor han har et par tusind venner og følgere, og hans blog bliver fulgt af mange.

Herfra sender han ord og sætninger ud i samfundet.  I kredsløb.  Somme tider skriver han analytisk og afdækkende, somme tider polemisk, poetisk eller satirisk.  Men altid i et opfindsomt, gnistrende og floskelfrit sprog.

Det er hans insisterende og direkte adresserende skrivestil, der slår gnister i debatten.  Rømer insisterer på kritikken som redskab for tænkningen, men han stopper ikke her. Han sætter navn og adresse på kritikken.

Det har givet ham nogle blå mærker og indkaldelse til et par kammeratlige samtaler med sine overordnede på universitetet.  Rømer er af nogle kolleger blevet beskyldt for cyber-bullying og det, der er værre.  Selv har han opfattet stridspunkterne som nødvendige akademiske tvister, og sagerne er da også endt med, at Rømer er sluppet for tjenstlige anmærkninger.

-Jeg har måttet igennem nogle forholdsvis turbulente klageprocesser.  Det har været med Dorthe Staunæs, Malou Juelskjær og Jens Rasmussen og også lidt småtteri med Lars Qvortrup.  Men der er jo også mange, der kommer hen og siger, at det er supergodt, hvad jeg laver. Også nordiske forskere.  Så der er vel et rum for det. 

-Det er jo ikke sådan, at skældsordene bare fyger omkring.  Jeg prøver at sætte mig ind i noget og at gennemgå en tekst.  Jeg skriver om det, jeg kan se.  Hvad folk vil gøre ved det, det må de jo selv om.  Det er en kulturkritik, og derfor er det selvfølgelig også med navn.  Det har det alle dage været.  Brandes og Grundtvig har også haft deres modstandere.  Det er en del af arbejdet. 

 

Undgår strategier og alliancer

Luften mellem nogle af de mest indflydelsesrige danske pædagogiske forskere og Thomas Aastrup Rømer er med andre ord kold og klar som en tidlig martsdag.  Det er nogle af dem, han samler i fællesbetegnelsen Danmarks Pædagogiske Oligarki.

Som LærerBladet skrev om i februarnummeret, er professor Lars Qvortrup træt af ufrivilligt at blive „indlemmet“ i et pædagogisk oligarki.  Men det kan Rømer ikke tage sig af, siger han.

LB: Er det fair at rubricere fagfolk man er uenige med i en polemisk kategori?

-Jeg har bare beskrevet det, jeg har set.  Men oligarki er også en faglig kategori fra den politiske teori. Der er et begrænset antal personer, der deler forskellige diskurser og sprogspil og måder at interagere på rent fagligt, og  de understøttes af institutioner, organisationer  og sidder sammen på kryds og tværs i centrale udvalg og miljøer.  Det er et oligarki. Et fåmandsvælde. Det er ikke et specielt polemisk ord.  Det er bare en beskrivelse af den form for magtstrukturering. 

-Men du har ret i, at det i første omgang havde en polemisk funktion.  Nu er det blevet et faktum for mig.  Sociologer laver også bøger om magtelite.  Der var denne her store undersøgelse af nogle RUC-sociologer, der mundede ud i udgivelsen af „Den danske magtelite“, som er bygget op omkring oligarkibegrebet. 

LB:  Måske er de bare dygtigere.

-Jamen, jeg har det modsat.  Jeg synes, at de, der ikke bliver udvalgt, er de dygtigste.  Hvorfor skal Jens Rasmussen sidde i alle de der udvalg, når Peter Kemp ikke gør det.  Er Jens Rasmussen bedre kvalificeret end Peter Kemp?  Man er virkelig på tynd is, hvis man mener sådan noget.  De mest smalle forskere, dem med det mindste udsyn, sættes til at styre landets pædagogiske område, og derfor får man også et smalt udsyn i betjeningen af myndigheder.

LB: Slider det ikke på dig med de konflikter.  Tænker du slet ikke i strategiske alliancer?

-Ikke bevidst, nej!  Men der er jo nogen, som mener lidt ligesom mig, og dem snakker jeg da med.  Men jeg prøver at sige, at en pædagogisk filosofs opgave i samfundet er at undgå strategier og alliancer.  Ellers har man ligesom pantsat sig fag.  Det er også en måde, hvorpå filosofien kan trænge ind i samfundslivet.  Det er den der særlige form for frihed for tanken, når man skriver det, man kan se.

LB: Du har lige kritiseret undervisningsminister Merete Riisager, som du tidligere var meget tilfreds med ! 

-Jeg kan se, at nogle af de der fine interviews, hun gav i starten med folkets skole, kundskaber og frihed - og jeg tror også, hun mener det - men der bliver mindre og mindre selvstændighed i de ting, hun efterhånden siger. 

 

OPGØR med pædagogikkens sprog

Thomas Aastrup Rømer udgav i 2015 mammutbogen „Pædagogikkens to verdener“, hvori han forsøgte at vise, at pædagogisk formål og praksis i disse år adskilles på en måde, så formålet glemmes eller ligefrem afvikles, og hvor praksis i samme sekund reduceres til ren anvendelse og instumentalisme under nye og teknokratiske formåls herredømme.

-Man har ligesom fået et helt andet sprog omkring pædagogiske spørgsmål.  På den måde kan man godt sige, at den verden, der har fået magten, også er den verden, der gør op med det pædagogiske sprog.  Det er en verden, der nødigt beskæftiger sig med indhold som andet end tekniske anledninger til at eleven „lærer at lære“. 

-Der er ikke rigtig noget indhold, ikke nogen omverden, ikke rigtig nogen proces og der mangler også fordybelse. Alle de der gamle ord reformuleres, så de bliver til midler i den nye verden.  Demokrati går fx fra at være et pædagogisk mål og en del af en pædagogisk proces til at være et middel til at fremme andre mål, som har løsrevet sig fra pædagogikkens formål. 

 

Ikke længere frigørende

LB: Hvad har du imod læringsmaksimering?

-Det er jo bare sådan et udtryk, der er dukket op.  Der er ikke noget videnskabeligt indhold. Man kan finde det på administrative hjemmesider og i noget af John Hattie’s arbejde.  Men det er hele ideen med, at individuel læring står så centralt.  Lige så snart du løsriver læringsbegrebet fra den øvrige pædagogik, så må alt andet bare indordne sig efter det.  Alt bliver metode til at fremme læring. 

-Det der engang på en måde var et frigørende begreb – Knud Illeris’ læring så man kunne frigøre eleverne – det vender nu tilbage som en form for tvang.  Det har ikke nogen frigørende karakter overhovedet. Som nærmest isolerer eleven fra sin om-verden.  Ikke åbner omverdenen for eleven. 

-Det er i hele den proces, at lærings-maksimering bliver et problem.  Det lukker skolernes, lærernes og elevernes horisont om nogle bestemte operationaliserbare mål, som man så kan vinge af eller markere en progression på.  Hele den der eksklusion af omverdenen, synes jeg er et stort problem.  Hvis der ingen omverden er - hvad skal man så være her for?  Det forstår jeg slet ikke.

LB: Det er vel kun i teorien.  Der er jo nødt til at være et indhold? Man kan jo ikke undervise i ingenting!

-Men det betyder noget for praksis på den måde, at indholdet bliver teknificeret.  Indholdet bliver markeret som læringsmål.  Faget splittes op i små mål, som eleverne så scorer på.  Det bliver på en måde ikke indhold, men metakognitionsprocesser.  Det bliver at lære at lære, selvmonitorering, selvevaluering.  Det bliver til metaprocesser, der fører til selvets egen vurdering af sig selv. 

 

Lærerens dømmekraft ødelægges

LB:Hvad har du imod synlig læring?

-Det handler om, at eleven lærer at monitorere sig selv i forhold til på forhånd fastsatte læringsmål, og så kan man så at sige finde ud af, hvilke tilgange der fremmer, at eleven lærer de ting der. 

-John Hattie, der står for det, bygger på et opgør med pædagogisk indhold.  Han bygger på nogle teorier, der kaldes radikal konstruktivisme, som var meget udpræget i 90’erne, og som har præget vores hjemlige teorier rigtig kraftigt.  Radikal konstruktivisme går simpelthen ud på, at viden og læring er knyttet til subjektive konstruktioner, det vil sige at indholdet forsvinder. 

LB: Lars Qvortrup taler om at styrke lærernes dømmekraft.  Kan den såkaldte datainformerede læring styrke lærerens dømmekraft?

-Nej, det vil ødelægge lærernes dømmekraft.  Det læringsbegreb, Qvortrup bruger, det er etableret som et opgør med formål og indhold. Vi får bare data for at indfri læringsmål og operative måltal, og det er altså det modsatte af dømmekraft i alle de teorier, jeg kender til, for her er dømmekraften knyttet til, at der er en form for sammenhæng mellem formål, tænkning, praksis og situation. 

-Der hvor dømmekraften er allermest i spil, det er der, hvor man er opmærksom på normative og formålsorienterede spørgsmål, man er opmærksom på forskellige former for vidensbasering og struktureringer omkring viden og helt konkret den situation, man står i - altså at tage stilling til hvad skal man gøre med den her elev, i den her klasse i den her skole.  Det er de her elementer der spiller sammen i den europæiske filosofis forståelse af dømmekraft. 

-Det har Qvortrup afskåret sig fra ved at sige, at formålet parkerer vi ovre ved læringsministeren og KL og det hele, og så tager jeg mig af at finde nogle data frem, så læreren efterfølgende kan agere med henblik på at sammensætte læringsmål og data.  Så får man en ekstrem indsnævret forståelse af, hvad dømmekraft er.

 

Hvor DER ER HANDLING ER DER HÅB

LB: Kan du kort beskrive hvad der er tilbage af pædagogisk indhold i Den anden verden?

-Der er sådan set ikke noget tilbage ud over nogle atomiserede læringsmål.  Faget er splittet op i nogle læringsmål, der står helt løsrevet fra hinanden.  Der er ikke nogen grundlæggende refleksion over skolens og fagenes betydning og dybde eller noget som helst. Der er bare de der læringsmål.  Når eleverne så har lært dem, så kan de blive vinget af efter et digitalt system, ikke?  Det er en helt lukket proces.

LB: Men der er en del mennesker, der arbejder med praktisk pædagogik.  Hvor kan fornyelsen komme fra, hvis de skal have et sprog, som de kan bruge i deres dagligdag?  Hvor er håbet for praktikeren?

-Håbet kommer fra forskellige steder i samfundet.  Fra kulturelle og samfundsaktive lærere, der er i vigør med deres fag. Fra pædagogik, samfundsdiskussionen, lærere, pædagoger, forfatterere og  hvem, der i øvrigt synes, at sproget nu bliver lige lovlig stramt.  Alle må jo bare sige til, der hvor de er.  Der vil ske nogen ting i hvert fald.  Det synes jeg også man kan se nu.  Der er en bevægelse og en vis modstand fra den anden verden mod de her processer.

-På det politiske niveau vil man nu pludselig gerne tale om dannelsesspørgsmål, efter at det har været totalt ude i 00’erne og nærmest noget, som de, der bar skolereformen igennem, gjorde grin med.  Nu vil alle gerne tale om dannelse. 

-Spørgsmålet er hvor dybt, det er, men man vil gerne snakke om det.  Også i den pædagogiske debat er der mange, der har taget de her spørgsmål op på kryds og tværs.  Der danner sig alternative forældreforeninger.  Der er bevægelse.  Hvor meget realpolitisk konsekvens det vil have, kan der være tvivl om.  Men der er håb så længe der er handling.  Der er stadig muligheder i dansk pædagogik.  Man skal have vækket nogle sider af den kritiske tradition.

 

Der er brug for slagsmål

LB: Debatten om folkeskolen spidser jo til, og der tegner sig et slagsmål, som måske ikke er specielt udviklende for folkeskolen. Skal man forsøge at skabe et nationalt kompromis om folkeskolen?

-Jeg synes helt klart, der er brug for slagsmål.  Der er virkelig brug for uro.  Vi er slet ikke der, hvor der skal indkaldes til en stor konsensusagtigt dialogmøde, for det vil helt sikkert blive på den anden pædagogiske verdens præmisser.  Det er det, som hele policy-planet kører efter, for skoleforliget er der stadigvæk. 

-Man er nødt til at sprænge skoleforliget, for alle, der er med i det, har ligesom accepteret hele den ånd, som skoleforliget er en del af.  De tror bare, at det handler om lektiecaféer.  Det bliver man efter min opfattelse nødt til at sprænge.  Det er i hvert fald det, jeg vil.  Alle forsøg på at lave kompromiser er virkelig dårligt.  Det skal gøres endnu mere stridbart og uroligt og kritisk, simpelthen. 

-Den der nye aftale, som KL har lavet med Skolelederne og BUPL og andre, det er jo en måde at slå ring om den ånd, som skolereformen er en del af.  Derfor er jeg glad for, at Danmarks Lærerforening ikke gik ind i den aftale, og de begrundelser de havde for ikke at gå med.  Det var lige præcis nogle af de rigtige begrundelser.   FOA er jo også gået ud.   Jo mere splittelse i den der form for organisering i policy-niveauet og implementeringsniveauet, jo bedre.

LB: Men er man ikke nødt til at have en ide om, hvor man vil hen?  Hvis skoleforliget bryder sammen, er der vel nødt til at være formuleret nogle ideer om, hvordan en ny skole, et nyt ideal for skole, lærerrolle og undervisning skal være, ikke?

-Det er der også en masse mennesker, der tænker i.  Mens magten er så solidt placeret, som den er, så kan alle vi andre jo godt være ret fri til at få alle mulige ideer.  Det bliver jo ikke anarki, der bliver jo ikke borgerkrig.  Det bliver bare en pluralitet af ideer, hvor folk skriver alt muligt om, hvad lærerrollen er, og hvad børnene skal lære, og det skal foregå sådan og sådan.

-Så kan man se, hvor indsnævret den gældende læringsdiskurs er i forhold til, hvor mange ideer der faktisk findes i samfundet.  

-Den der uenighed, jeg taler om, det er ikke bare for, at det skal være brok, det er jo fordi det skal frigøre pædagogisk energi og ideer.


Thomas Aastrup Rømer

-Siden 2008 lektor i pædagogisk filosofi ved Pædagogisk Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.

-1994-2008 Seminarielærer ved Peter Sabroe Seminariet.

-Cand. scient. pol.

-Har blandt andet udgivet bøgerne:

 At lære noget i en verden uden gelænder (2005), Uddannelse i spænding (2010), Uren pædagogik 1 & 2 (red. sammen med Svend Brinkmann og Lene Tanggaard) (2011 og 2014), Krisen i dansk Pædagogik (2013), Pædagogiske Landskaber (2015) og Pædagogikkens to verdener (2015)

-Har skrevet talrige artikler om pædagogisk-filosofiske emner til danske og udenlandske tidsskrifter.

Emner

Målgruppe