LærerBladet: Nu bruger jeg mine kræfter på elever og kolleger

Før gik lærer Juliane Ludvigsen fra Agedrup Skole meget op i at tage ansvar for hele skolen og dens værdigrundlag. Nu bruger hun megen energi på at kompensere for det pres, som mange elever er ude for. - De kan ikke holde til det, og der er ingen mening i det. De bliver ikke dygtigere af, at de presses så meget, siger hun.
Juliane Dsc 5521Iso Large

- Jeg ved faktisk ikke, om jeg kan bidrage med noget fornuftigt, for mit perspektiv som lærer er blevet noget mudret, synes jeg.

Det var lærer Juliane Ludvigsens reaktion, da LærerBladet gerne ville have en garvet lærer og mangeårig tillidsrepræsentant til at sætte perspektiv på lærerjobbet. 

Juliane Ludvigsen har siden 1985 været ansat på Agedrup Skole og hovedsageligt undervist de ældste elever.  Hun har haft fire forskellige ledere på skolen.  Fra 1998 til 2013 var hun tillidsrepræsentant og var et år selv konstitueret som leder.   

Gennem 33 år har den nu 58-årige lærer kørt 32 km frem og 32 km tilbage for at møde på arbejde i Agedrup.   

- Men jeg er jo ikke sådan én, der render af pladsen, siger hun smilende.

Hun bor på den anden side af Odense langt ude på landet mellem bakkerne ved Magtenbølle.  Her bor hun sammen med sin mand, Henning, på en moderniseret landejendom, der er hendes barndomshjem.

Den 58-årige lærer spiller stadig håndbold i Vissenbjerg, selv om hun for nogle år siden brækkede begge håndled, da hun faldt ned fra et hølæs og ville tage fra med hænderne.

I baghaven er der høns, og køkkenhaven er velholdt.

 

Elsker naturfag

Naturfag ligger godt til hende.  For en del år siden tod hun sideløbende med sit job en mastergrad i netop naturfag.

- Vi har jo fået den der store tværfaglige prøve, hvilket jeg synes er fantastisk.  Jeg synes naturfag kører godt i folkeskolen, og jeg elsker at undervise i det.  Det gør jeg for tiden i 8. klasse.  Jeg har også dansk.  For tiden både i 8. og 9. klasse.  Det er jeg også glad for.  Det faglige er spændende.  Selvfølgelig optager det mig, at eleverne skal lære noget. Det er det basale.  Det er det, man gør som lærer.

Men der er noget andet, som optager Juliane.  Måske mere end tidligere. 

- Jeg synes vi behandler vores unge mennesker rigtig hårdt.  Det optager mig meget.  Jeg går op i at kompensere for det pres, som mange unge er ude for.  De kan ikke holde til det, og der er ingen mening i det.  De bliver ikke dygtigere af, at de presses så meget. 

Derfor engagerer hun sig meget i, hvordan eleverne har det med hinanden og forsøger at medvirke til at skabe et godt og trygt miljø og et godt kammeratskab i de klasser, hun har.

- De mangler robusthed, selvtillid og tryghed.  Det er der mange unge, der mangler til trods for, at alle voksne vil dem det godt.  Det, synes jeg, er vigtigt og spændende at arbejde med. 

- Den vigtigste drivkraft for mig er at gå ud og møde de her unge mennesker, som man går sammen med hver dag.  De er så skidehamrende søde.  Man bliver så glad, når man kommer ind i 8.b og 9. årgang.  „Hej!“ og sådan… det bliver man glad af.  Så på den måde bliver det aldrig træls at være lærer.  Det er det, der fylder mest.  Heldigvis. 

- Og så er det bare vigtigt at have nogle rigtig gode kolleger, for så kan man næsten klare alt.

 

Jeg prøver at kompensere for de negative forandringer

Tidligere har Juliane Ludvigsen været optaget af værdigrundlaget i den danske folkeskole, fælles traditioner og arven fra Grundtvig og Kold.  Hun synes også, hun har været med til at tage ansvar for skolens organisation og vigtige fælles opgaver. 

- Jeg er gået helt vildt op i sådan noget.  Men det er jeg holdt op med, fordi jeg synes, jeg har svært ved at finde det overordnede perspektiv.  Det gælder både i forhold til KL og Odense Kommune.  Hvad vil de egentlig med skolen, spørger hun retorisk. 

- Jeg synes skolen er blevet gidsel i et økonomisk og politisk spil, der går ud på, at det offentlige for enhver pris skal spare og effektivisere.  På det område har jeg været nødt til at drosle ned.  Der har jeg ikke længere noget at gøre.

LB: Vil det sige, at du er nødt til at opfinde din egen mening med skolen og dit arbejde?

- Jeg har altid haft to perspektiver.  Jeg vil gerne skabe et godt klassemiljø og kan godt lide mine fag.  Men værdi- og organisationsperspektivet er jeg stået af på. 

- Til gengæld har jeg en ambition om at kompensere for de negative forandringer, som skolen og de unge udsættes for.  Det er på en måde paradoksalt, for jeg skulle jo egentlig bære fanen, men der er et alt for snævert og forkert fokus på test, kontrol og magt.

- Systemet har ingen tillid til lærerne, og vi skal passe på ikke at overføre den manglende tillid til børnene og de unge.  Forældrene er nok dem, der har mest tillid til lærerne, men de bliver jo også bragt i tvivl.  Mange tror, at hvis man betaler for privatskole, så er det bedre.  Der er så meget forvirring og uklart fokus, og det skal man jo kompensere for, så de unge mennesker lærer noget og trives. 

 

Gode ideer i reformen men den virker ikke

Den rutinerede Agedrup-lærer indrømmer, at hun i en eller anden grad er gået i forsvarsposition.

- Min arbejdsgiver har ikke tillid til mig som lærer, og jeg har faktisk heller ikke tillid til dem som arbejdsgivere eller værdisættere for vores folkeskole. Min tillid er også brudt.

- Jeg er bange for, at der bliver gjort op med det, som jeg synes er vigtige værdier i fremtiden, når der bliver sådan et smalt fokus på målbare resultater.  Når der bliver sådan en forskel på, hvilket socialt lag man kommer fra.  Det er jeg bange for.  Det er det  danske og nordiske velfærdssamfund, der er på spil.  Og det er også vores frihedsværdier.

Skolereformen opfatter hun som en spareøvelse.

- Den blev lavet for at få mere undervisning for de samme penge.  Jeg var ikke særlig negativ over for skolereformen.  Jeg syntes, der var mange gode ting i den.  For eksempel at de små skulle gå mere i skole.  Det var jeg stor tilhænger af.  At der var det der praktisk-musiske islæt, som kunne udvikle mere hele mennesker og bruge hele hjernen.  Det syntes jeg var gode ideer. 

- Der var mange gode tiltag, men ingenting er jo blevet til noget.  Skolen er blevet meget mindre musisk og meget mindre praktisk

 

Før var vi sparringspartnere

Efter de skelsættende begivenheder i 2013 med lockouten af lærerne, trak Juliane Ludvigsen sig efter 15 år som tillidsmand stille og roligt fra posten, men hun blev så alligevel i nogle år suppleant for at hjælpe den nye på vej.

Hun oplever en enorm forskel på respekten for TR-posten før og efter 2013.

- Det er to helt forskellige verdener.   Før 2013 havde vi en aftale, som vi var og følte os dybt forpligtet af som tillidsrepræsentanter og vi tog rigtig meget ejerskab til hele driften af skolen. Vi kom med forslag, hvis der manglede penge på vikarbudgettet og løste alle mulige problemer.  Vi var virkelig sparringspartnere til skolens ledelse. 

- Nu er der jo ingen aftale.  Der er ingenting at være fælles om.  Det er lidt op til lederne, om de vil bruge de tillidsvalgte til noget. Om de vil samarbejde, og om de vil høre, hvad der rører sig. Der er jo masser af eksempler på dårlig trivsel. 

- Men alt det der er ude af systemet, hvilket trivslen også bærer præg af.  Det synes jeg er negativt. Det, synes jeg ikke, er rart.  Og jeg synes heller ikke, det må være rart for ledelsen.  Jeg synes det må være frygteligt at være skoleleder uden nogen aftale.  Det er nærmest skræmmende for mig, at der heller ikke kom nogen aftale denne gang.  Det er jeg stadig rystet over.  Det havde jeg dog ikke troet.

LB: Hvordan ser du så på det kommissionsarbejde, der er aftalt.  Hvad er dine forventninger til det?

- De er rigtig lave, for jeg har mistet tilliden til det system der.  Efter alle de år med lov 409 kan jeg ikke se… altså man har haft masser af tid til at spørge alle lærerne og alle lederne og alle pingerne fra universiteterne. De kunne undersøge alt – og så siger de, at nu skal de til seriøst at undersøge tingene.  Det har jeg ingen tiltro til.  Altså, hvad er det, de sidder og laver?  

- Jeg tror da, at lærerforeningen har gjort, hvad den kunne, men jeg ved ikke om KL har gjort, hvad den kunne.  Men jeg kan ikke forestille mig det.  Jeg må dog alligevel  indrømme, at jeg synes det er utilfredsstillende, at vores fagforening ikke har kunnet forhandle noget igennem.  Det er jeg skuffet over og faktisk også rystet over. 

- Jeg ved ikke med den kommission der.  Man kan sige, at det ikke kan blive værre, så vi har intet at miste.

 

Emner

Målgruppe