LærerBladet: Nogen vil de frie forhandlinger til livs
TEKST & FOTO Erik Schmidt
Klaus Majgaard har erfaringer som topleder i det offentlige, som forsker i ledelse og styring og som højskolelærer og -forstander. Han har både været foran og bag scenen.
Måske netop derfor har forløbet i overenskomstforhandlingerne (OK18) om lærernes arbejdstid ærgret ham. Nok blev der indgået forlig, men der kom ingen umiddelbar forløsning, og mange lærere er bundfrustrerede.
- Overenskomstforhandlingerne er vores chance for at genopbygge den tillid mellem lærerne og deres arbejdsgiver, der blev ødelagt for fem år siden, skrev han i en kronik i Information den 2. marts 2018.
Her skrev han også om, at forhandlingerne kunne blive et forsoningsritual, der kunne bane vejen for en genskabelse af tilliden.
Efter Klaus Majgaards opfattelse har overenskomstforhandlingerne kun på overfladen handlet om løn, spisepause og lærernes normperiode.
På bunden har de ifølge ham handlet om den tillid, der blev ødelagt for fem år siden, da lærerne blev kanøflet.
De langstrakte forhandlinger har været et drama om den brudte tillid.
De kortsigtede gevinster
Samfundet er ifølge Majgaard fuldstændig afhængigt af, at dialogen med medarbejderne i det offentlige holdes varm.
- Derfor skal der passes på forholdet til lærerne og de andre offentligt ansatte. Der er nemlig tale om en langvarig samarbejdsrelation.
- Det er hamrende farligt, hvis overenskomstforhandlingerne pludselig skal bruges til at skaffe finansiering til en reform, og hvis arbejdsgiverne spekulerer i et lovindgreb. Det skete i 2013.
- Der er mange der mener, at der måske er systemfejl i den danske model på det offentlige område, siger Majgaard.
- Men det kan vi godt leve med, hvis vi har en god etik, der baserer sig på en langsigtet interesse. En etik, hvor man afstår fra at bruge rå magt, fordi det vil beskadige samarbejdsrelationen på længere sigt.
Han ser det som en ny trend i dele af embedsværket, at overenskomstforhandlingerne på det offentlige område betragtes som et redskab til finansiering af nye politiske initiativer.
- Moderniseringsstyrelsen har udpeget medarbejdernes vilkår som et rationaliseringsobjekt, der kan bruges til at finansiere reformer.
Den position er ikke opgivet, og han kan godt forstå, hvis lærerne er skuffet over, at der ikke kunne indgås en arbejdstidsaftale i år.
- Til gengæld har parterne forpligtet sig til fortsat dialog, og her ligger en chance.
HØJSKOLEFREMMED FORSTANDER
51-årige Klaus Majgaard er en kendt mand i odenseanske lærerkredse. Han var i årene 2007 til 2011 en ret synlig og karismatisk direktør for Børn- og Ungeafdelingen i Odense, inden han fulgte karrierevejen opad og blev kommunaldirektør i Furesø Kommune. Han har været direktør i tre kommuner, har drevet selvstændig konsulentvirksomhed og har forsket i offentlig styring.
I dag er Klaus Majgaard forstander på Askov Højskole. Et lidt uvant forhold for både ham og for skolen. Majgaard er som cand. scient. adm. fra den københavnske vestegn en såkaldt „højskolefremmed“ forstander.
- Der er jo ikke meget Grundtvig i min opvækst. Jeg er fra 1966 og er født og opvokset i Albertslund i kølvandet på ungdomsoprøret, og mine forældre sendte mig på socialistisk friskole, hvor håndarbejde hed blødt og sløjd hed hårdt.
- Albertslund var præget af velfærdsstaten og det moderne kommunestyre. Min barndom foregik i en duft af nyasfalteret cykelsti, friluftsbad og velordnethed.
Hvordan man lever lykkeligt
Al den tid, Klaus Majgaard har beskæftiget sig med offentlig ledelse, har han interesseret sig for dilemmaer og paradokser. Der er brug for styring, men den må gøres dialogisk, sensitivt og autentisk, mener han.
Nu underviser Klaus Majgaard sine højskoleelever i et fag, der blandt andet bygger på hans eget arbejde med dilemmaer og paradokser.
Nogle af eleverne syntes dog, at undervisningen er lidt for filosofisk og spekulativ, så de vil godt finde ud af, om man ikke bare kan leve lidt mere ureflekteret og bare være glad, forklarer Majgaard.
- Så har jeg haft dem ude i lokalsamfundet for at finde ud af, hvordan man lever lykkeligt. De laver interviews, film og skuespil om deres oplevelser.
Eleverne er 18-27 år, og forskellen til folkeskolen er til at få øje på. Men det har alligevel fået Klaus Majgaard til at tænke nøjere over forskellen.
- Vi har mulighed for at være sammen med elever, uden der er meget fastlagte mål og uden at vi skal bedømme dem. Det giver en kolossal frihed til også at gå i dybden en gang imellem. I substansen. Fordi vi kan følge en interesse. Og vi kan være undersøgende sammen, ikke?
- Man kan tage sig tid til at forfølge en tvivl eller en usikkerhed. Vi har selvfølgelig mål, men vi er ikke forpligtet på en bogholderagtig måde at opfylde dem på. Det, synes jeg, er dejligt.
DÆMONISERINGEN
For at vende tilbage til rammerne for lærernes undervisning er det Klaus Majgaards opfattelse, at det der har undergravet tilliden i folkeskolen, er den dæmonisering, som lærerne under konflikten i 2013 blev udsat for, og han har indtil nu ikke set afgørende tegn på vilje til at få renset tavlen.
- Jeg husker et meget ubehageligt stormøde dengang i Kommunaløkonomisk Forum, hvor lærernes position blev latterliggjort fra scenen. En skolechef lavede sjov med, at han egentlig selv var uddannet lærer. Næsten som om det var prekært at indrømme.
- På gangene hørte jeg andre tale om at „knække ryggen“ på lærerne. Stemningen var krigerisk.
- Når man begynder at lave et meget stereotypt billede af en gruppe, så er det dæmonisering. Så der det fordi, man vil slås. Men det giver ikke mening, når man samtidig skal brugelærerne som medspillere.
- Når jeg hører den retorik, som Moderniseringsstyrelsen bruger, så er det en meget brutal og objektgørende retorik.
- Det bliver en slags legitimering for at styre hårdt og stringent og lineært. Det vil være med til at skærpe tonen og måske skabe kriser. Man kommer nemt ind i en ond styringscirkel.
- Jeg synes, det er et vrangbillede på rationel styring. En trist ideologi.
- Der er andre måder at tænke styring på! De langsigtede og bæredygtige løsninger er en meget højere form for fornuft.
I sin kronik fra marts fremhævede Majgaard behovet for, at medarbejderne kan udøve faglig dømmekraft.
„Det kræver, at medarbejderne føler sig værdsatte og bakket op i udøvelsen af deres faglighed, og at vi tilbyder dem rammer, som er gennemskuelige og retfærdige. Det kræver, at medarbejdere bliver taget alvorligt som parter i en dialog og ikke behandles som manipulationsobjekter og kødklumper, og at de kan stille krav om fair processer, når beslutninger om løn, arbejdsvilkår og organisering skal træffes.“
EN HÅRD KERNE AF TEKNOKRATER
Klaus Maigaard vil ikke afvise, at nogen har spekuleret i at få et sammenbud i overenskomstforhandlingerne, hvilket så ikke lykkedes, fordi lærerne trak sig.
- Man kan godt finde nogen, der mener, at det her er et lidt uskønt og bøvlet system med frie forhandlinger. Det findes i visse kredse i teknokratiet.
- Fra en teknokrats synspunkt kan det virke lidt gammeldags med frie forhandlinger med strejker og lockouter. Nogen ville måske gerne have en mere strømlinet model, hvor man regulerede det.
- Men jeg tror, at de tager fejl. Også styringsmæssigt. Jeg tror de overser de gevinster der er ved et langsigtet samarbejde, man kan have med hinanden.
- Skolereformen kunne have haft en lettere gang på jorden, hvis den ikke var koblet til lov 409. Og det burde være en lektie.
- Den tanke man kunne få var jo, at der måske er nogen, der ikke ønsker at den model skal være der. For dem kan det være taktisk rigtigt at lade det bryde sammen. Det synes jeg er en meget uhyggelig tanke. Jeg vil ikke generalisere, men der er kredse, der tænker sådan.
Det er en hård kerne, der tømrer sig sammen om en meget lineær opfattelse af styring. Men jeg tror, der er mange, der gerne vil noget andet.
- Jeg havde håbet, at man ved de netop afsluttede forhandlinger kunne have fået lærerne over på en aftale, der var rimelig enighed om.
- Så kunne man også have fået bekræftet, at man var indstillet på frie forhandlinger – og ikke flere opportunistiske indgreb.
KLAUS MAJGAARD
F. 1966 i Albertslund.
Uddannet cand. scient. adm. fra RUC.
Har tidligere været konsulent i Deloitte, kontorchef i Økonomistyrelsen under Finansministeriet.
Tidligere direktør for Børn og Kultur i Fredericia Kommune, administrerende direktør for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, kommunaldirektør i Furesø Kommune. Tidligere formand for Børne- og Kulturchefforeningen.
Tidligere fagkoordinator og underviser i offentlig styring på MPA-uddannelsen på Copenhagen Business School og Ph.d.
I dag er han højskoleforstander og -lærer på Askov Højskole.
- Publiceringsdato: 22. maj 2018
- Ændringsdato: 22. maj 2018