Odense Lærerforening ønsker normalisering af økonomien: 100 MIO. MERE OM ÅRET OG EN GENOPRETNINGSPLAN

BERETNING OG KOMMENTAR

 

Folkeskolen i Odense har brug for tilførsel af 100 mio. kr. om året og en genopretningsplan.

Det fastslår Odense Lærerforenings formand, Anne-Mette Kæseler Jensen, og hun taler ikke om genopretning af skolens bygninger. Det er en anden historie.

Nej, Odense-formanden taler om et grundlæggende økonomisk efterslæb, der har rod i én af de mest skelsættende kapitler i Odenses nyere politiske historie. Det drejer sig om borgmester Anker Boyes masterplan fra 2010’erne, der skulle transformere Odense fra „en stor by til en storby“. Planen blev også lanceret som „Ny virkelighed – ny velfærd“, og den var på mange måder en dristig og fremsynet plan oven på finanskrisen, der for alvor slog  igennem i 2008.

Men planen skulle blive skæbnessvanger for folkeskolen i Odense.

I 2014 havde Odense Kommunes skolepolitik nået bunden. Skolernes økonomi var uholdbar, lærerne var presset i bund af lockouten i 2013 og af en ny forceret og underfinansieret skolelov, der skulle indføres. Børn og Unge-forvaltningen var i kaos efter den daværende administrerende direktør Jimmy Streits etablering af en uduelig struktur, og den nye rådmand, Susanne Crawley var fra starten sat under administration, fordi byrådets økonomiudvalg ikke havde tillid til, at forvaltningen med den dengang uprøvede politiker i spidsen selv kunne finde ud af at styre økonomien.

Anker Boyes vision var at skabe vækst og innovation og dermed arbejdspladser, som kunne generere større skatteindtægter til kommunen, så der blev råd til mere velfærd. En løfterig plan var det. Et columbusæg. Men det var skoler og velfærd, der skulle betale med nedskæringer i en størrelsesorden, der ikke var set i nyere tid.

Protesterne voksede. Lærerforeningen lavede kampagner og demonstrationer og løb politikerne på dørene, og i 2015 nægtede mere end halvdelen af de forældrevalgte skolebestyrelser at godkende de enkelte skolers budgetter.

– Vi kan ikke leve op til folkeskolens nye „fælles mål“ med det budgetter, vi har, og vi kan ikke godkende ulovligheder, sagde én af forældre-talsmændene, Jeppe Bundsgaard.

 

FORBLØFFENDE KOVENDING

I januar 2016 skiftede Anker Boye pludselig kurs. Først ville han genåbne budgetforliget, fjerne varslede besparelser på næsten 30 millioner kroner på børne- og ungeområdet og hæve skatten til velfærdsforbedringer. Det var en overraskende og skelsættende kovending. Derefter meddelte Anker Boye, at han ville stoppe som borgmester fra 2017.

Socialdemokratiets kronprins Peter Rahbæk Juel stod klar og fik fra begyndelsen en del medvind på grund af den nye kurs. Med en skatteopskrivning, der med lidt sproglig og strategisk snilde blev døbt „velfærdsprocenten“, blev kursen mod en genopretning af skoler og velfærdsområderne sat.

Siden 2017 er der ganske vist tilført både B&U-området og skolerne midler, men en stor del af skatteprovenuet er gået til dækning af huller i finansieringen – ikke mindst det ustyrlige specialiserede socialområde.  Der er på trods af gode hensigter ikke etableret væsentligt flere lærerstillinger.

Og selv om der med en genopretningsplan for skolens og velfærdsområdernes bygninger - „Velfærdens fundament“ - nu bliver taget aktive skridt for at lappe på fortidens synder og modernisere skolens fysiske rammer, så mangler der en egentlig genopretningsplan for selve driften af skolen og lærernes mulighed for at styrke undervisningens kvalitet, mener altså Odense Lærerforenings formand Anne-Mette Kæseler Jensen, der i ti år har kæmpet for en normalisering af skolens ressourceniveau.

- Odense vil være en storby. Så skal vi også have en folkeskole, der er en storby værdig. Vi ligger nu i gennemsnit ca. 100 mio. kr. under de andre storbyer.

- Det vil kun kræve 1 procent af Odense Kommunes budget at nå derop. Det er absolut muligt, hvis der er politisk vilje til det, siger Odense-formanden, der også efterlyser en genopretningsplan.

NEDTUREN I ODENSE

De drastiske nedskæringer i 2010-15 har trukket lange spor efter sig.  Helt op til i dag.

Nedturen for Odenses folkeskole begyndte med finanskrisen, der ramte landet i 2008 og byrådets strategi for at komme ud af krisen. Socialdemokratiets Anker Boye havde lige afløst den konservative Jan Boye som borgmester, og selv om de var politiske konkurrenter, var der ikke stor forskel på deres byudviklingsstrategier.

Lærerforeningen bombarderede allerede dengang byrådspolitikerne med argumenter og tal, der afslørede en helt utilstrækkelig finansiering af folkeskoledriften.  I løbet af kort tid opnåede Odense en pinlig bundplads, som den kommune i landet, der brugte færrest kroner i landet på grundskolen.

Med en helt uafbalanceret økonomisk starve-the-beast-politik faldt skolebudgetterne i løbet af en kort årrække fra 2010-2015 med 24 procent. Lærerforeningen skønnede dengang, at Odense brugte 260-324 mio. kr. mindre i årlig drift, end de øvrige storbyer.

 

NY-ODENSE

Med borgmester Anker Boye i en meget styrende rolle var byrådet fra 2010 i gang med omdannelsen af Odense til Ny Odense, og skoler og velfærd skulle lægge ryg til omfattende nedskæringer på driftsbudgettet. Politikerne havde planer om at skære 1,2 mia. kr. på området fra 2010-18.

Som et lille hint om hvad odenseanerne kunne forvente af NY ODENSE, blev der til gengæld afsat 100 mio. kr. om året hen over fire år vækstinitiativer.  En lille business-taskforce med erhvervsmændene Lars Nørby Johansen og Niels Thorborg i spidsen skulle rådgive byrådet om, hvordan væksten kunne genvindes.

Anker Boye kørte hårdnakket på med sin ensidige vækst- og innovationsdagsorden, der passede erhvervslivet og højre side af byrådet rigtig godt, mens venstre side og det arbejdende folk på skoler og velfærdsområder måtte bide tænderne sammen.

Til LærerBladet sagde Anker Boye i maj 2015, at Odense var ekstra hårdt ramt, og at der ikke var flere penge til folkeskolen. „Jeg vil fanden stjertme’ have vækst! sagde han i et irriteret øjeblik og henviste til planen „Ny virkelighed – ny velfærd!“, der skulle begrunde, hvorfor midler til skole og velfærd måtte beskæres så drastisk.

IKKE EN KRONE TIL SKOLEREFORMEN

I 2014 trådte den største skolereform i mands minde samtidig i kraft, og den var allerede kort tid efter iværksættelsen ved at køre af sporet på grund af underfinansiering og forandringskaos.

Odense afsatte ikke en krone til gennemførelsen af reformen, der ellers på landsplan skønnedes at ville koste 3 mia. kr. at indføre.

Lærerne var frustrerede og vrede, og i Odense Lærerforening i Klaregade blev der arbejdet på højtryk.

Anker Boye, der i 2012-14 sad i KL’s forretningsudvalg og havde godkendt lockouten af lærerne i 2013, var heller ikke til sinds at indgå en lokalaftale med lærerne, hvis arbejdstid efter 2013 blev styret af en lov i stedet for en aftale.

Det var skidt. Odense Kommune havde på alle måder lagt sig ud med den gruppe af ansatte, der ikke blot skulle få én af kommunens største budgetområder til at fungere, men også skulle implementere en ny, tvivlsomt pædagogisk funderet, overambitiøs og underfinansieret skolereform.

Trivselsundersøgelsen blandt Odenses lærere viste markant dårlig trivsel, og mindst 10 skoler havde ifølge professor og arbejdsmiljøekspert Tage Søndergaard Kristensen så dårlige tal, at det krævede „umiddelbar intervention“. Kommunen burde handle straks, mente han.

 

KAOS I FORVALTNINGEN

Susanne Crawley (RV) var blevet rådkvinde i 2014 og allerede i oplægget til Budget 2014 skrev embedsmændene i et bilag til budgetanalysen: „Det bemærkes, at Odense er den kommune, der bruger færrest kroner pr. barn på grundskolen.“ Bilagets undertitel var „En varig løsning på folkeskoleområdet“.

I maj 2014 blev Børn- og Unge-forvaltningens direktør, Jimmy Streit fyret. Han var blevet ansat i 2011 til at „skabe store forandringer på kort tid“, som stadsdirektør Jørgen Clausen udtrykte det.

Jimmy Streit var selv  tilfreds med de resultater, han havde opnået. „Børn- og Ungeforvaltningen er i de seneste 2 ½ år blevet reduceret med cirka 800 mio. kr.“, sagde han i omtalen af sin egen indsats.

Men han havde ikke lyttet til den nye rådmand, Susanne Crawley, der ved sin tiltrædelse sagde, at hendes vigtigste opgave var at genskabe tilliden til lærerne. „Jimmy og jeg har af og til set lidt forskelligt på tingene,“ sagde Susanne Crawley lakonisk ved hans afsked.

Også forældrene til skolebørnene blev opmærksomme på den uholdbare skoleøkonomi. Skolebestyrelserne begyndte at tale sammen og holde tværgående møder.

Skolebestyrelserne ville ikke tage ansvar for en uforsvarlig økonomi. I maj 2015 efterlyste de i et åbent brev til byrådet 250 mio. kr. årligt til driften af skolerne.             

 

FORÆLDREOPRØRET

Forældrene i skolebestyrelserne havde mærket problemerne med at få budgetterne ude på skolerne til overhovedet at hænge sammen. Besparelserne var gået over gevind. 

En veritabel oprørsstemning bredte sig blandt forældrene, og i foråret 2015 nægtede skolebestyrelserne på de fleste Odense-skoler simpelthen at godkende skolebudgetterne.

Det var en alvorlig sag for byrådspolitikerne. At lærerne protesterede var måske håndterbart, men at skolebestyrel-serne, som var det demokratiske bindeled til skolerne, satte hælene i, var alvorligt.

Den 18. januar 2016 of eftermiddagen var der varslet demonstration foran rådhuset på Flakhaven, og mange var mødt op for at protestere mod de uantagelige nedskæringer på skole- og børneområdet.

Det skulle vise sig at blive det symbolske vendepunkt. Det punkt, hvorfra både skoleøkonomien og respekten for lærernes og pædagogernes arbejde ville kunne genetableres.

VENDEPUNKTET

Det var mørkt og koldt den 18. januar 2016. På Flakhaven havde hundredvis af lærere, pædagoger og forældre samlet sig for at protestere mod de bebudede besparelser på børneområdet. Nok var det koldt, men stemningen var lun og rar. Rådkvinde Susanne Crawley var ét stort smil, og lærerforeningens Anne-Mette Kæseler Jensen sås i hyggelig samtale med hende, Anker Boye og Per Berga. 

I ugen forinden havde Anker Boye helt overraskende nemlig meldt ud, at han ville genåbne budgetforliget, hæve skatten og fjerne varslede besparelser på næsten 30 millioner kroner på børne- og ungeområdet.

Borgmesteren havde læst folkestemningen og var kommet protestdemonstrationen i forkøbet. I stedet for den forventede storstilede protestaktion, blev den til et forløsende folkemøde med fakler i mørket, og da Anker Boye steg op på lastbilladet for at holde tale, blev han ikke mødt med hujen og piften, men med smil og bifald.

Den 21. januar spillede Anker Boye sit næste overraskende kort ud.  Han ville gå af. Bykongen ville abdicere. Efter mere end 20 år som toppolitiker, borgmester og tidligere KL-formand, meddelte han, at han ikke stillede op til en ny periode som borgmester i Odense fra 2017. Det var dramatisk, men også iscenesat med sikker hånd.

Boye havde sikret sig, at hans overordnede strategi med investeringer i bytransformation og besparelser på velfærdsområdet, blev ført igennem. „Jeg ville have transformationen af byen og vækststrategien fasttømret, så det ikke er til at rokke. Og sådan er det nu. Det kan ikke stoppes,“ sagde han til Fyens Stiftstidende.

 

LOKALAFTALEN

Mere end noget andet var forældreoprøret dog med til at tvinge Anker Boye til at bløde op på den ensidige strategi. De massive protester mod nedskæringer på skole og velfærd var hårde ved Socialdemokratiet og Anker Boye, og det interne pres fra yngre socialdemokrater voksede. Kritikken fra SF og Radikale Venstre var også voksende.

Da Anker Boye annoncerede sin afgang, pegede han på Peter Rahbæk Juel som sin afløser, og Juel fik en god medfart med  planen om at opskrive skatten med det, der senere blev kendt som „velfærdsprocenten“. Provenuet fra opskrivningen skulle gå til skoler og velfærd.

Den afgående borgmester havde dog ikke helt færdiggjort sin planlagte exit. Den 27. april 2016 indgik Odense Kommune endelig en lokalaftale med lærerne, og det var ikke tilfældigt, at Anker Boye var aktiv og til stede sammen med rådkvinde Susanne Crawley ved et forudgående pressemøde på rådhuset med snurrende TV2 Fyn-kameraer og den politiske redaktør ved mikrofonen.

Anker Boyes aktive og synlige rolle i indgåelsen af lokalaftalen med lærerne, vidnede om, at også han havde følt sig presset af lærernes utilfredshed, og at der  var en sagsmappe, han var nødt til at lukke.

 

EFTERSLÆBET

Det er på baggrund af begivenhederne i 2010-2015 og de massive besparelser, at situationen i Odenses folkeskoler i dag skal forstås.  Skolerne døjer stadig med et økonomisk efterslæb fra perioden 2010-2015. Undervisningsministeriet har netop offentliggjort tal, der viser, at Odense stadig er dårligst af de seks storbyer.

Det giver sig også udslag i et fald i karaktergennemsnittet i de obligatoriske prøvefag med et snit, som ligger under landsgennemsnittet.

 Der er også et efterslæb på vedligeholdelsen af skolens bygninger, som der nu med byrådets 2020-plan for „Velfærdens fundament“ tages fat på. Og endelig er der et efterslæb, der handler om nedbrydning af tilliden til lærerne især i perioden 2010-2015 med den ensidige lockout af lærerne i 2013 som lavpunkt, men også i årene fra 2015-2020, hvor lærerne har måttet døje med overstyring og mangel på en central arbejdstidsaftale - selv om det notorisk er lykkedes rådkvinde Susanne Crawley at genskabe dialogen med lærerforeningen.  

På trods af vendepunktet i 2016 i de skolepolitiske prioriteringer, er det ifølge Odense Lærerforenings formand Anne-Mette Kæseler Jensen nødvendigt med en genopretningsplan for driften af skolen.

- Omkring 100 mio. kroner skal der investeres i den årlige drift for at komme på niveau med landsgennemsnittet.                 

- Derfor må næste skridt være, at man politisk beslutter en genopretningsplan, så det politisk sikres, at de gode intentioner om at investere i folkeskolen bliver til virkelighed, så vi kan få  en folkeskole, der er en storby værdig.

 

LærerBladet nr. 1 - marts 2021, s. 16-19